Øresund's devise

Broderloge nr. 61 Øresund

Strandgade 93A

DK 3000 Helsingør

Bank: reg./kt.nr.:

2255 6150101963

”Dejlige Øresund”


Komponisten C. J. Hansen

Melodien til Øresundslogens devise er komponeret af komponisten C. J. Hansen, der levede fra 1814 – 1875. Han var elev af J. P. E. Hartmann. C.J.Hansen var kordirigent bl.a. for Studenterforeningens sangkor. Han var kgl. musicus og organist ved Garnisonkirken, og så var han ven med kong Frederik d. VII.


Hans kompositioner omfatter især korsange og solosange, deriblandt ”Husker du i høst ?” og så ”Dejlige Øresund”.


Digteren m.m. Carl Ploug

Melodien til ”Dejlige Øresund” blev komponeret til en tekst af digteren m.m. Carl Ploug, som levede fra 1813 – 1894.

Carl Ploug har skrevet mange sange og viser. Han digtede gennem det meste af livet, mest lejlighedsdigte til nationale fester, men også mindedigte og kærlighedsdigte.


Han deltog med stor iver i tidens frisindede bevægelser, og han var bl.a. redaktør ved det nationalliberale blad Fædrelandet, hvor han skrev kraftfulde og satiriske artikler vendt mod spidsborgerligheden. Bladet blev ofte beslaglagt af censuren. Han var redaktør for bladet i 40 år fra 1841 – 1881.


Desuden var han politiker, og som sådan var han medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Han var medlem af Folketinget 1853 – 1857 og i mere end 30 år var han næsten uafbrudt medlem af Landstinget.


Carl Ploug var meget optaget af Norden og af Sønderjylland og sønderjydernes ret til det danske sprog. Han mente, at én dansk soldat var lige så meget værd som 10 tyske. Derfor var nederlaget i 1864 tungt at bære.


Lokalhistorikeren Laurits Pedersen

Når Øresundsbrødrene i dag synger devisen ”Dejlige Øresund”, så er det til den gamle melodi af C. J. Hansen. Men teksten er ikke den gamle oprindelige af Carl Ploug. ”Vores tekst” er skrevet af Helsingør-historikeren, overlærer ved Skolen i Marienlyst Allè i Helsingør Laurits Pedersen, hvis bedst kendte værk er ”Helsingør i Sundtoldstiden 1426 – 1857”, der udkom i 2 bind i årene 1926 – 1931.


Laurits Pedersen troede på værdien af folkeoplysende virksomhed og medvirkede til i 1898 at danne Helsingør Foredragsforening og Aftenskole, der imidlertid måtte lukke efter nogle år, men Laurits Pedersen gav ikke op. I 1908 oprettedes institutionen Helsingør Aftenskole, som han selv var leder af indtil 1931.


Laurits Pedersen blev født i 1873 og 67 år gammel døde han i 1940. Man kan se en mindesten for Laurits Pedersen i Reberbaneparken.


Ex. Storerepræsentant, Hans Jørn Hende

 27. november 2008


Devisen:


Dejlige Øresund

vær os i hver en stund

båndet som os alle sammen binder


:Vær du det stolte navn, 

hvorunder vi til gavn

for vor Orden vores virke finder: